Kamphunde

Kamphund er et populært navn for flere racer af hunde, som har det til fælles, at de oprindeligt blev avlet for bl.a. organiseret hunde kampe.

De kriterier, de har fået tildelt i avl har primært været kendt som gameness som omfatter kamp, frygt, smerte modstand. I modsætning til den traditionelle opfattelse har kamphunde i almindelighed, ikke opdrættet for aggressivitet mod folk. Tværtimod, en hund viser aggression mod en person har normalt ikke været genstand for videre avl.

De mest almindelige race af kamphund er Pitbull terrier, ofte kaldet simpelthen Pitbull. Der har været flere uheld med Pitbull. Der er delte meninger om, hvorvidt dette skyldes hunderacen som sådan har den ubehagelige temperament til at fungere blandt mennesker, eller om mange Pitbull terrier vil ikke være korrekt opdraget, netop fordi mange får sådan en hund, for at have en hård hund. Når pressen første gjorde opmærksom på fænomenet kamphunde taler mest om japanske kamphunde, men sidstnævnte har fokuseret mest mod Pitbull.

I 1800-tallet opstod der et nyt fænomen blandt almindelige mennesker, nemlig at hundene ikke længere bare skulle være nyttedyr. De kunne også benyttes til underholdning. Dette resulterede i de såkalte "kamphunde" (bull terriere), som blev fremavlet ved at krydse specielt ihærdige terrierracer med bulldogracer. Den engelske stafforshire bullterrier er i den sammenhæng nærmest at regne for stamfar, men også almindelig bullterrier opstod omtrent samtidigt. Også den frygtede og forhadte amerikanske pitbull terrier er et eksempel på disse brutale hunderacer, som nu må opleve at blive forbudt i flere lande. Fællsestrækkene er en forholdvis lille og kompakt hund, med en meget muskuløs krop og et nærmest overdimensioneret bredt hoved med et ualmindelig stort og kraftig kæbeparti.

Oprindeligt blev sådanne hunde brugt til kampe mellem hunde og okser, men senere blev også regulære hundekampe almindeligt. Sådanne kampe foregik i såkaldte kampgrotter, hvor det var umuligt for hundene at undslippe. Det endte ofte med at den ene hund blev dræbt, og af og til måtte også den anden aflives bagefter som følge af de skader den havde pådraget sig under kampen.

Disse racer kan ofte finde på at bide, og er kendt for ofte at have en meget "kort lunte" ovenfor andre hunde og dyr. De er derimod ofte både omgængelige og tillidsfulde ovenfor mennesker. Typen som sådan står ovenfor en reel fare for at blive forbudt i den vestlige verden, p.g.a. en kombination af racernes tilbøjelighed til at bide og et uansvarligt hundehold blandt visse typer ejere.