søndag den 12. april 2009

Fila Brasileiro

Fila Brasileiro er en molos hund, som stammer fra Brasilien, og kan føres tilbage til 1800 tallet, hvor den blev indført af de Portugisiske kolonister og gjort til Brasiliens nationalhund.

En Fila Brasileiro er meget loyal og trofast imod sin ejer, og det er en utrolig stærk og hurtig hund, som i generationer er blevet brugt til jagt på større dyr såsom Jaguarer og vilde vildsvin.
Den bliver nu brugt til andre ting såsom vagthund, politi/militær hund og som sporhund. Filaen er altid blevet brugt som hyrdehund, hvor den blandt andet holder kvæget nede når det skal brandmærkes. Den beskytter også kvæget imod alligatorer, jaguarer, slanger og krybskytter.
I det gamle Portugisiske sprog betyder Fila ”at holde”.

Filaen er en af de få racer, der skal gå pasgang og denne katte/kamel gang er en meget speciel ting for racen. Når en Fila går pasgang kan den gå meget længere, fordi at det er ikke lige så anstrengende en gangart som skridtgang, når den skal følge cowboyerne over de lange distancer i Brasilien.

Når Filaen er ung og dens karakter udvikler sig, er det meget vigtigt at være i tæt kontakt med hunden.

”Ojeriza”, den naturlige mistro imod fremmede mennesker og fremmede børn vil begynde at vise sig når hunden er imellem 8 uger og 2 år, og derfor er det meget vigtigt at socialisere en Fila, men selv når den er blevet socialiseret, skal man aldrig nogensinde glemme at det er en Fila man har imellem hænderne. Den vil stadigvæk have dens medfødte ”Ojeriza” mistro overfor fremmede mennesker, og det kan aldrig socialiseres ud af Filaen.

I en meget tidlig alder træner vi den almindelige lydighedstræning med vores hunde.
Det er meget nemt at træne en Fila den almindelige lydighedstræning, dels fordi den er en meget intelligent race, og dels fordi Filaen er meget hengiven over for sin ejer og den vil gøre alt for at behage sin ejer.

Filaen har en fantastisk hukommelse, og vil aldrig glemme både gode og dårlige oplevelser.

At have en Fila Brasileiro i sit hus er en livsstil, men når man først har fået det til at fungere med denne race, så kan man slet ikke forestille alt den kærlighed racen vil give sin familie.

Med hensyn til børn i familien er en Fila ekstremt tolerant, venlig, sød og hengiven.
Selv når børnene hiver hunden i ørene, i halen eller lægger sig på den, så vil Filaen bare gå væk fra børnene og gå sin vej, dog kan racen være noget dominant overfor mennesker og andre hunde, så den skal kende sin plads i familiens hierarki.

Ligesom mange andre Molossere er Filaen ikke egnet til at være alene i 8-9 timer dagligt, og man må i visse tilfælde påregne at lukke hunden væk i sit hjem når man har gæster, og når børnene har legekammerater med hjem.

Vi føler at det er vigtigt at sige at det ikke er en af de nemmeste hunderacer at eje, og hvis man ikke forstår og respekterer racens karakter 100%, ender den som regel med at blive omplaceret 6-7 gange, for derefter til sidst at blive aflivet inden den er fyldt 2 år.

Det er især to af Filaens medfødte karakter træk, nemlig ”Ojeriza” mistroen til fremmede mennesker, og dens meget stærke vagtinstinkt på sit territorium der gør at det ender så galt, og det er synd for alle parter.

Hvis man er første gangs hundeejer vil vi ikke anbefale en Fila Brasileiro på grund af dens stærke karakter og temperament.
At eje en Fila Brasileiro er et stort ansvar, så før man køber denne race skal man være helt sikker på at man ved nok om denne noble race, og det er meget vigtigt at holde sig i tæt kontakt med opdrætteren under hvalpens opvækst.

Man skal have god tid til at have hund, og en stor portion tålmodighed med en Fila Brasileiro.

Racen egner sig bedst til et hjem på landet, og man skal have en indhegning på mindst 180 cm.

Højde: Hanner 65 - 75cm / Tæver 60 - 70cm
Vægt: Hanner min. 50kg / Tæver min. 40kg
Gruppe: Vagt- Gårdhund

0 kommentarer:

Send en kommentar